Ingen af dé ting, der blev afprøvet - hverken specialkost eller antibiotika - havde nogen som helst effekt, og en afføringsprøve frikendte ham for at være blevet invaderet af parasitter... så i desperation begyndte jeg at fodre ham med råt kød, iblandet en lillebitte smule kattemad. Han var ikke ovenud begejstret, men efter nogle dage begyndte han at kunne holde det meste af maden i sig... og efter tre uger blev afføringen så fast, at den i perioder kunne kaldes "pølser". Hans vægt steg til 5½ kilo, og jeg slap for at vaske vægge og gulve fri for gulbrunt, stinkende sprøjt flere gange om dagen.
Helt rask bliver han nok aldrig (men han ER jo også en gammel dreng). Afføringen er lysegrå - et tegn på, at galdeblæren og måske leveren ikke virker særlig godt længere... og han skifter imellem perioder med mange daglige opkastninger og perioder, hvor han er friskere end han har været i årevis. Af hensyn til hans reaktion overfor dyrlæger har jeg lavet en aftale med min dyrlæge Bo om, at når tiden kommer, hvor generne ved livet overstiger nydelsen, kan han blive aflivet hjemme, hvor han føler sig tryg. Alternativet til dét ville nemlig være, at han bliver grebet med tykke handsker og proppet ind i et bur, hvor han kan bliver presset op ad tremmerne, så de kan komme til at give ham sprøjte uden fare for liv og lemmer.
Ikke ligefrem dén død, jeg ønsker for den gamle kriger.
Eftersom rå kød uden knogler, sener og indmad ikke indeholder særlig mange af de nødvendige vitaminer og mineraler, har jeg været NOGET bekymret... og mens man sagtens kunne finde vitamin- og mineraltilskud til hunde, viste det sig at være umuligt at opdrive det til katte. Svaret alle steder var: "Dét behøver man ikke, for både tørfoder og dåsemad indeholde alt, en kat har brug for." Fedt nok - bortset fra, at hver gang han spiser tørfoder eller dåsemad, så kaster han igen op og får tynd mave.
Så jeg var henvist til at at bruge menneske-vitaminpiller, knuse dem i en morter og give ham en lille knivspids af det en gang om dagen. Ikke optimalt, for en kats behov er jo noget anderledes end et menneskes... men det er trods alt bedre end slet ingenting. Kalk får han et ekstra dagligt tilskud af - i form af benmel, som jeg selv har malet (hurra for morteren) af dé kyllingeknogler der bliver til overs, når jeg har kogt kyllingefond til ham.
Jeg elsker, når ingenting går til spilde.
..og så lige en sjov oplevelse, jeg havde hér i eftermiddags, som tydeligt viser at Mille Møgkat ikke længere balancerer på gravens rand:
Jeg sad ude i min lille have og klippede græsset, mens Mille gik og sniffede rundt. Pludselig tog fa'n ved ham, og han fik et flipanfald... Drønede højt mjavende af legesyge ind i huset med en hale, der lignede et liggende "S" - drønede ud igen - tre gange rundt om græsplænen - tværs igennem blomsterne, så de fløj til alle sider - hvorefter han LØB op ad birketræets stamme og forsvandt sporløst i de tætte grene i toppen af træet, tre meter oppe.
For at komme ned igen satte han i et superman-lignende spring i dén hensigt at lande graciøst på græsplænen... Desværre glemte han at se sig for - og landede lige midt i havedammen.
Lige siden har han været skidesur på mig... MUUULIGVIS, fordi det tog mig fem minutter at holde op med at skraldgrine af ham, mens han gik og spjættede med benene og forsøgte at slikke sig tør med tungen.
Jeg HÅBER på, at det trods alt vil vare endnu et stykke tid før dén dag kommer, hvor jeg må sige farvel til min gamle ondskabsfulde - men helt igennem vidunderlige - pitbullkat
Mille Møgkat og hans kammerat Ursus
