Jeg voksede op med fritløbende katte der havde kattelem.
Nu har jeg lejlighedskatte.
Hvem af dem har/havde det bedste liv?
Hm, de fritløbende oplevede klart mere, og det må da være rart at kunne nedlægge en fugl og få vind i pelsen.
Omvendt glemmer jeg aldrig dengang vores skønne hankat var væk i to dage, og da han endelig kom hjem, var der klart sket ham
et eller andet. Han var pludselig sky, havde klart smerter i bagkroppen og var SÅ sulten og tørstig.
Dyrlægen mente ikke han var blevet påkørt, så skadet var han trods alt ikke. Men hvad så? Ja, det er ubehagligt at tænke på. Dog ikke så ubehagligt som tanken om de katte der bare aldrig kommer hjem igen.
Stukket af, kommet med en bil, slået ihjel, kørt ned ... argh.
Den ene jeg har nu, Cæsar, var de første 7 år af sit liv, fritløbende. Så flyttede han hjem til mig - og nu er det der foregår på den anden side af vinduet/døren SÅ farligt.

Fnuggi har altid kun været indekat, så han er om muligt endnu mere bange for det der foregår udenfor, haha.
De har hinanden (+min roomies katte), legetøj, mulighed for at hoppe rundt på møbler - og så selvfølgelig det fantastiske kattetv (=rotterne).
Min barndomskatte var gård-/huskatte som de er flest - passede lidt sig selv, men kunne i ny og næ da godt lige snuppe en nussetur.
Mine nuværende er så selskabelige, klistre-kælekatte.
Jeg tror på ingen måde det afhænger af inde-/udeliv, men derimod ophav og socialiseringen gennem killingetiden.
Som andre nævner, ville jeg allerhelst gerne give mine katte indhegnet udeadgang - det går bare ikke helt på 2. sal.

Men forhåbentlig en dag. Jeg får aldrig fritløbende katte igen - det er simpelthen ikke en risiko jeg tør løbe.
Hilsen Tea og rottebabyerne Nino, Halo og Fire (samt potedask fra kattene Fnuggi og Ellie)