Hvordan og hvorledes?

Artikler om pasning og pleje af tamrotter, ideer til foder, forslag til forbyggelse af sygdomme, hvilken medicin du plejer at benytte? Tips og ideer, buropbygning osv. Kun fantasien sætter grænsen.

Redaktør: Lylle My

Besvar
MathildeER
DTF Forum Medlem
Indlæg: 2
Tilmeldt: søn okt 25, 2015 3:22 pm

Hvordan og hvorledes?

Indlæg af MathildeER » tirs nov 03, 2015 11:46 am

Hej.
Her om noget tid skal jeg modtage 2 unger fra en avler som har sørget for, at de er håndtamme.
Jeg har dertil nogle spørgsmål:
1. - Hvor lang tid skal ungerne være i deres nye bur/hjem før jeg skal tage dem ud?
2. - Skal man tage dem ud med magt (selvfølgelig blidt men forstå mig ret. måske mod deres vilje), eller skal man lokke dem til med godbider?
3. - Bare så jeg er helt sikker. Det bedste i forholdet til at gøre dem trygge ved en er vel, at de tages ud hver dag ikke? :)

På forhånd tak for svar :).

Erling
3 Stjernet Rottemedlem ***
Indlæg: 155
Tilmeldt: tors maj 09, 2013 7:56 pm
Geografisk sted: Esbjerg, VestJylland

Re: Hvordan og hvorledes?

Indlæg af Erling » tirs nov 03, 2015 8:36 pm

Først og fremmest vil jeg lige sige velkommen til, og tillykke med de nye unger. :-)

Jeg husker tydeligt, dengang jeg fik mine de første, og den "fejl" jeg gjorde... Hvilket også er grunden til at jeg skriver dette indlæg. For jeg var helt ny, og ALT for "sød" ved mine de første!!! Jeg lod dem komme til mig, når og hvis de havde lyst... Det gjorde de da også sådan nogenlunde da med tiden... Men hvilket postyr der var, da jeg så skulle have en med til dyrlægen - Især den første gang... Det var svært at fange den! Tror faktisk det tog en halv time, inden den var nede i transportboksen... Og den var mildt sagt, hunderæd! Hvilket jeg også godt forstår. Men tiden løb jo, så jeg måtte være lidt hård ved den til sidst. Det blev da heldigvis meget bedre med tiden, og til sidst kom den ud til mig, som jeg kaldte på ved navn. Så i dag gør jeg nok det modsatte, idet jeg temmelig aktivt "opsøger" dem, straks de er kommet hjem. Stikker min hånd ind til dem, så de kan undersøge og "bide" lidt i mine fingre, så de straks lærer, at jeg ikke gør dem noget, og at mine fingre altså ikke kan eller skal spises... ;-) Og bare rolig, de bider IKKE hårdt! Nærmest lige så blødt, som når du giver hånd til en anden person - Men synes du bør være opmærksom på dette, så du ikke bliver forskrækket og tror de "bider" dig, for det gør de egentlig ikke - De føler kun på dig med deres tænder, idet de bruger tænderne til at lære nye ting at kende - Hvor vi bruger vores fingre. ;-) Så lad dem undersøge din hånd og dine fingre, og tag dem så gerne op lige så stille. Når lige de har snuset lidt til dine fingre, så plejer de ikke at være specielt bange for at blive løftet op. Og desto mere du er sammen med dem, og leger med dem, desto mere trygge bliver de ved dig, og desto mere glæde får du ved at være sammen med dem. En god måde at tø dem op på, det er ved at rode rundt i bunden af buret med din hånd, gerne så du laver en del støj, for så bliver de rigtig nysgerrige, og de vil ELSKE, hvis de må lege "tag fat" med din hånd, hvor de forsøger at "fange" din hånd. ;-) En anden god ting at huske på, især når du er helt ny med dem, og hvis dem du får er meget bange, giv dem IKKE et hus at gemme sig i! De kan være MEGET svære at lokke ud derfra! Så gem huset en dags tid eller to, til i har lært hinanden lidt at kende. Derefter kan du give huset til dem, og de vil komme ud til dig, straks de hører du kommer.

Godbidder er da gode, og de fleste kan da også li at få en godbid. Nogle af mine er dog ligeglade med godbidder... De vil blot være sammen med mig! ;-) Og godbidder kan være mange ting. Noget af det bedste jeg kan gi til mine, det er tørt rugbrød!!!! Men også tørre spaghetti skruer er et mega stort hit!

Men det korte af det lange er: Stik hånden ind til dem, gerne så tidligt som muligt, så de kan se hvem du er. Forsøg gerne at nusse dem lidt, og tag dem så stille op - De kommer nærmest af sig selv, blot du lige giver dem en 5 - 10 sekunder. ;-) Og endelig, så husk, at de går altså ikke så let i "stykker", som vi tror. ;-) Og nyd så din tid sammen med dem, for så vil de også nyde at være sammen med dig! Og du vil have de mest søde og kærlige skabninger, som du NOGENSINDE vil møde!!!! Der er ikke noget som at komme hjem, for så at se dem alle stå ude og vente på du kommer over til dem for lige at sige et kort "hej" og så stikke dem en godbid, mens du lige pakker ud, inden du så kan hygge med dem, eller blot være i rummet sammen med dem - De vil elske, blot du er i rummet nær dem.

Håber det har givet lidt ideer, ellers er jeg sikker, der er mange andre herinde der også kan komme med gode råd. Men generelt så synes jeg, at de virker til at have det bedst, om du aktivt opsøger dem, idet du derved viser dem din interesse - Vi går jo heller ikke forbi kærsten uden lige at give et lille "klem". ;-)

Erling.

Brugeravatar
Lylle My
Site Admin
Indlæg: 5937
Tilmeldt: lør jul 24, 2010 10:40 am
Geografisk sted: Aalborg

Re: Hvordan og hvorledes?

Indlæg af Lylle My » tirs nov 03, 2015 9:56 pm

Uh, hvor spændende. Du kan roligt begynde at glæde dig til familieforøgelsen. Rotter er simpelthen de mest FANTASTISKE selskabsdyr. :mrgreen:

Jeg er faktisk FULDSTÆNDIG enig med Erling i alt dét, han siger. Så nu kan jeg lige fortælle dig om MINE erfaringer også:

1. Jeg plejer altid at sætte mig i sofaen og nusse med de nye babyer, så snart jeg kommer hjem - allerede, INDEN jeg putter dem ind i buret. Så lærer de nemlig deres "udenburs" område at kende først, og finder ud af at hverken området eller menneskene er farlige - men tværtimod SJOVE.
Jeg sætter simpelthen deres transportskasse på sofaen og åbner den, så de selv kan bestemme, hvornår de føler sig trygge nok til at forlade den for at undersøge sofaen (og mig). Ved siden af transportskassen har jeg smidt en gammel, slidt t-shirt eller lignende, som de kan bruge til at lege "huleforskere" under - og et par åbne papæsker, de kan undersøge. Dét gør dem trygge, og mens de hygger sig under stoffet, kan jeg stikke hånden ind og nusse dem, uden at de bliver forskrækkede - fordi de netop føler sig så trygge under det bløde stof.
En gang imellem snupper jeg så én af dem (eller begge to) og sætter den ind under min trøje, så den kan hygge sig derinde, samtidig med at den lærer min kropsduft at kende. Så kommer den til at forbinde min lugt med hygge. HUSK endelig at tage gammelt tøj på når du leger med rotterne, for man må være forberedt på, at éns rotte-tøj helt sikkert bliver dekoreret med en masse små, nuttede gnavehuller i tidens løb. :lol:

Efter en halv times hyggetid sætter jeg så de små babyer ind i det klargjorte bur, og lukker lågen - og så kan jeg ellers bruge resten af dagen på at sidde og sige "IHHH" og NÅÅÅRRHHH", mens jeg kigger på, hvordan de drøner rundt for at lære deres nye hjem at kende.
Dé ting, du helst skal UNDGÅ inde i buret, er "løbehjul", som faktisk kan give ret alvorlige skader på rotternes ryg og hale... Undgå også huler af enhver art - ihvertfald, mens de er små og ikke er 100% trygge. Hvis en nervøs rotte har muligheden for at gemme sig i et lille lukket rum, så vil den nemlig foretrække at gøre dét, frem for at løbe en risiko ved at lære det store og potentielt farlige menneske at kende - og så vil de kun blive mere og mere nervøse for dig i stedet for at blive trygge.
MASSER og atter masser af hængekøjer er langt bedre. Der kan ALDRIG være for mange hængekøjer i et rottebur. :wink:

2: Hvis dine babyer allerede er vant til menneskehænder, når du får dem... så behøver du ikke tage nær så meget hensyn til deres "finere følelser", som hvis de havde været købt i en dyrehandel. (så ville de jo muligvis have haft MEGET dårlige erfaringer med hænder, og så ville de have en god grund til at være bange for dig).

Når jeg har sat ungerne ind i deres bur, lader jeg dem lære deres nye område at kende resten af dagen - men jeg holder mig ikke det mindste tilbage for at larme, synge, danse og svinge med armene tæt på buret, tromme på burets tremmer med fingrene og glad sige "HEEEEJ, bette fis. Vil du ha' en GUF?".
Dét var faktisk noget, min store hund lærte mig, da jeg fik mine første rotter. Dengang var jeg meget forsigtig, fordi jeg ikke ville gøre dem bange... så jeg var stille og forsigtig, hver gang jeg nærmede mig buret.. Jeg tænkte slet ikke på, at når man er forsigtig og stille - så kommer éns kropssprog faktisk til at minde fuldstændigt om et rovdyr, der ligger på lur... så rotterne blev kun mere og mere bange for mig. Hunden, derimod, SPRANG rundt om buret, gøede så murene rystede, bankede næsen og poterne imod tremmerne så de sang - og stak tungen langt ind imellem tremmerne i forsøget på at slikke de små.
Allerede næste dag var rotterne vildt forelskede i hunden og kom susende for at lege tagfat med dens tunge, mens den gøede dem ind i ansigtet - men mig ville de OVERHOVEDET ikke i nærheden af. #-o
Så begyndte jeg at gøre ligesom hunden (selvom jeg hverken gøede eller slikkede på tremmerne)... Jeg dansede, sang og skabte mig tosset, hver gang jeg nærmede mig buret... og efter få dage var ungerne lige så glade for mig, som de var for hunden. Jeg stak hånden ind i buret, gravede i bunden, rodede vildt rundt og legede at min hånd var en legesyg, vanskabt rotte. Babyerne blev først forskrækkede, men efter kort tid opdagede de, at jeg ikke gjorde dem noget - og så begyndte DE at komme løbende for at lege med MIG. (og så fik de selvfølgelig en godbid). :)

Jeg plejer at tage dem ud allerede dagen efter de er flyttet ind. Hvis de allerede er håndtamme, er det meget muligt, at de selv løber op ad din arm, når du stikker hånden ind, og så er der ingen problemer.
Hvis de IKKE har lyst til at komme ud, så kan man gribe én af dem - og inden den når at blive rigtig bange, så hiver man den ud og stikker den ind under sin trøje. Dét beroliger den, og så kan man nusse den lidt, inden man sætte sig på sofaen ved den velkendte transportskurv og t-shirt, som man LIGE har lagt parat. Så kan man hente den anden unge, så de kan lege sammen et stykke tid, mens man snakker og nusser med dem - og lader dem lege huleforskere og bjergbestigere inde under éns trøje.

3: Ja, du har helt ret. Jo mere man piller-roder-raver ved en rotte, desto gladere bliver den for én. Jeg har selv gjort det til en god vane, at jeg LIGE en gang om dagen tager hver enkelt rotte ud, og så giver jeg den en mindre helbredsundersøgelse... Holder den i én hånd, mens jeg føler ned langs nakken, rygraden og halen - gennemføler brystkassen og maven - mærker på hvert enkelt ben og pote, og piller ved ører, mund og ansigt, mens jeg kigger efter, om alt se ud til at være i orden. Og inden den lille fis får lov at stikke af, propper jeg lige en lækker godbid i munden af den som belønning.
Der er flere fordele ved sådan et dagligt "helbredscheck". Du lærer din rottes krop at kende, så du vil straks opdage det, hvis noget en dag føles den mindste smule anderledes end det plejer... Rotten vænner sig til at blive undersøgt, og vil derfor ikke ikke blive så stresset, hvis den en dag skal til dyrlægen... og så vænner den sig også langt hurtigere til, at det er ganske normalt at blive grebet fat i - og at man bare LIGE skal finde sig i at blive pillet lidt ved, så vanker der en rigtig lækker godbid bagefter.
Rotter ER jo kloge dyr (og MEGET madglade), så de lærer hurtigt det lille regnestykke: "Menneskehænder = godbidder". :lol:
4 lækre hanrotter, 2 dværgpapegøjer, 4 nymfeparakitter og 1 fritgående kanin

MathildeER
DTF Forum Medlem
Indlæg: 2
Tilmeldt: søn okt 25, 2015 3:22 pm

Re: Hvordan og hvorledes?

Indlæg af MathildeER » ons nov 04, 2015 5:08 pm

Jeg siger tusind tusind tak for jeres lange men super godt beskrevet beskeder omkring mine spørgsmål! det er alletiders!
Jeg har allerede læst nogle steder at man ikke skal have huler de kan gemme sig i, så vi har været ude og købe viskestykker som vi vil lave om til hængekøjer i buret i stedet, og så har vi købt en lille sputnick som vi sætter ind fordi den jo er åben og så kan de stadig ikke gemme sig.

Jeg har haft rotter før men dengang var de fra en dyrehandler, så der var det jo nærmest en jagt at få dem ud af buret, men det gik stærkt og de blev hurtigt tamme.
Jeg elsker rotter og har virkelig savnet at have dem. Dem jeg skal have nu er fra en avler og de er tamme og vant til menneskehænder, så det er jo super.
Vi må hoppe i nogle trøjer og dække op på vores seng så de kan rende rundt der og udforske. Der er jo ikke andet for! :D

Besvar